Solskins Allé og Solhvers Allé bliver de to første vejnavne til de slyngede alléer i Solstrålen. Så nu kender køberne deres kommende vejnavn
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt kommune med borgmester Mogens Gade i spidsen har på deres møde 3. december godkendt de tre første vejnavne i Solstrålen. Den gennemgående vej hedder selvfølgelig Solstrålen og de to første veje kommer til at hedde Solskins Allé og Solhvervs Alle. Det hele refererer selvfølgelig til idéen om at skabe en helt ny bydel nord for Aaby kirke, designet af arkitekt Jan Krogh, som stråler ud fra centrum og sådan, at beboerne frit kan bevæge sig rundt mellem strålerne.
– Og selvfølgelig associerer navnet først og sidst til solen som livgiver for os alle, siger Jesper Højberg Christensen, der har lagt jord til området. Det er dejligt at kommunalbestyrelsen har fulgt vores forslag, for der er ikke noget bedre at tænke på end alt det liv og de glade timer, der kan udfolde sig i den nye kvarter.
Fra Allé til Vesterhavs kvarteret
– Mange navne har selvfølgelig været i spil. ”Maries minde” var et af de første forslag, fra naboer og det måtte jeg selvfølgelig overveje, da det var én hilsen til min mor, der som 98-årig gik bort efter næsten 50 aktive år på egnen. Men hun ville med sin beskedenhed ikke have billiget det, og hun var i det hele ikke nostalgisk, men handlekraftig og selv en optimistisk sol i manges liv, fortæller Jesper Højberg, der også tilføjer, at kommunalpolitikerne gerne så et sammenhængende system af navne for området, som fx ”Grenen”, ”Bladet” og ”Roden”.
– Og netop de træomkransede alléer af røn-, ege- og lindetræer og de åbne forhaver, samt de store grønne fælles kiler gjorde andre grønne navne som ”Grønningen” og ”Allé-kvarteret” relevante. Men vi endte med at indbygge de grønne alleer i navnet.
– Alle solstrålerne peger jo vest og nord på ud mod havet fra Slettestrand til Skagen og tætheden til sol og Vesterhav forbinder vi jo også med Aaby området. Så ”Vesterhavskvarteret” var et andet godt bud på navn. Men alle vejnavne fra Svinkløvvej til Blokhusvej var optaget. Det gjaldt også navne på dyr og planter i Aabyskoven og Vildmosen et stenkast fra Solstrålen, som også ellers ville være naturlige navne.
Nu er det så endt med glade navne, der referer til solen. Og hvad de næste sol-navne på kommende udstykning bliver løfter vi senere sløret for her. Foreløbig kan 41 familier over tid glæde sig til at få adresse på Solskins allé og Solhvervs allé.