Drømmer I om at komme ud af lejligheden i byen, få plads til familien – eller bare jer selv og jeres hobbies? Og er I i tvivl om, I vil bygge jeres helt eget nye typehus eller renovere et 70’er-parcelhus? Her får I et par bud på, hvad I kan tage med i overvejelserne.
Jeres helt eget hus fra grunden
– eller nyt liv i parcelhuset fra 70’erne?
Umiddelbart er et nybygget og et renoveret hus to meget forskellige løsninger, når I søger plads til familien, hverdagen og drømmene. Men ofte er det præcis der, valget står.
Og der findes ikke ét svar, der passer til alle. Tværtimod findes der en lang række spørgsmål, I kan stille jer selv, før I beslutter jer. For vi har alle set fantastiske nybyggede typehuse i mange stilarter og med masser af lækre personlige valg i processen. Og vi har også set 70’er-huse, der er renoveret med den fineste sans for perioden kombineret med nutidens komfort og æstetik.
Så hvad passer til jer?
Nyt hus eller hus med historie?
Måske tænker I, at det er et kæmpe projekt at bygge sit eget hus. Eller omvendt: At en renovering kræver mere, end I orker. Sandheden er, at de fleste, der vælger at bygge nyt, køber et personligt tilpasset typehus. Det overtager de nøglefærdigt, lige til at flytte ind i. Hvis I renoverer, er det mere op til jer selv at se mulighederne, prioritere dem og styre renoveringen.
- Nyt typehus: Det er lidt som en ny bil: Den har sin egen duft, og det har et nyt hus også. For nybyggerne dufter det nye hus imidlertid også af stolthed: Det her har vi skabt selv – det er vores og lige, som vi allerhelst vil bo. Selv om I vælger at bygge et nyt typehus, er der rigtig mange muligheder for at justere, så I kan forme huset efter netop jeres ønsker.
- Renovere: Huset har allerede sin egen historie – som I skriver videre på. Hvad vil I bevare, hvad vil I ændre, og hvordan får I det bedste ud af de rammer, I betaler for? Hvad er vigtigst, og hvilke kompromiser skal I indgå? Og hvem skal stå for selve renoveringen – kan I noget selv, tager I det lidt i etaper, eller går I efter en totalentreprise?
Hvilken grundplan og indretning?
Grundplanen er helt afgørende for, om I får det hjem, I ønsker jer. Ud over selve rumfordelingen er det en god idé at tjekke, hvordan huset ligger – eller kan ligge – på grunden. Er der gode udearealer, terrasse med morgen- eller aftensol, parkering?
- Nyt typehus: Her er det jer, der sætter rammerne: Hvor mange værelser og badeværelser, ønsker I et åbent køkken-alrum og stue eller flere rum, man kan lukke døren til – hvordan vil I gerne leve livet til hverdag? Skal der være walk-in eller viktualierum? Hvordan er lysindfaldet i opholdsrummene? Er der mulighed for forskudte plan? Det er gode spørgsmål at stille sig selv og diskutere løbende i søgeprocessen.
- Renovere: Her er det i første omgang huset, der sætter rammerne. Men måske kan I vælte eller flytte en væg, så I får det åbne køkken-alrum, en større stue eller et ekstra værelse? Ovenlys, åbent til kip?
Hvilket udtryk skal jeres nye hjem have?
Selvom det hedder typehuse, kan det udvendige design gå i mange forskellige retninger. Her er det under alle omstændigheder en god idé at kigge sig godt omkring – på nettet og rent fysisk i det område, I gerne vil slå jer ned i. Hvad har andre valgt og gjort?
- Nyt typehus: I dag er et typehus ikke bare et typehus. I kan vælge mellem en lang række forskellige arkitektoniske udtryk – lige fra de klassiske parcelhuse til mere moderne parcelhuse, funkis og murermesterstil. Hvor ser I jer selv?
- Renovere: I 70’erne byggede man mest det, vi i dag kalder klassiske parcelhuse – enten som længehuse eller vinkelhuse og med enten sadeltag eller valmtag. Udhæng, ja tak. Der blev også bygget en del parcelhuse med fladt tag. Vil I ændre det udvendige udtryk markant, er det ofte en god idé at tage en arkitekt med på råd.
Hvilken varmeøkonomi og komfort?
Hvis nogen skulle have glemt det efter energikrisen i 1973-74, så blev vi da mindet om det i 2022: Energiforbruget er en vigtig faktor i boligøkonomien.
- Nyt typehus: Når I bygger nyt, bygger I efter det nyeste byggeregulativ, som har skrappe krav til energieffektiviteten. Det betyder kort og godt, at I får et tæt og velisoleret hus, der holder godt på varmen. Derfor er det også behageligt at være i (selv for frossenpinde), og I får en lav varmeregning.
Tjek, om I kan få fjernvarme på den byggegrund, I forelsker jer i. - Renovere: Kig på boligens tilstandsrapport, energimærke og varmeregning, og overvej, om en energirenovering skal øverst på ønskesedlen. Huset fra 60’erne og 70’erne er bygget før, der kom krav til energieffektivitet, så de er sjældent godt isolerede, vinduerne lever ikke op til moderne standarder, og tagkonstruktionen kan også lade en del tilbage at ønske.
Hvad skal I særligt være opmærksomme på?
Det er skønt at drømme om et nybygget hus eller et fiks og færdigt renoveret hus. Men som ufaglærte bygherrer er der også et par faldgruber, I skal holde øje med. Og det gælder både, når i bygger nyt, og hvis I vil renovere:
- Lokalplan. Hvor højt og hvor stort må I bygge (eller ombygge), hvilke materialer må I bruge, og hvilke byggelinjer skal I respektere?
- Byggetilladelser. Især essentielt, hvis I bygger nyt eller bygger til.
- Forsikring. Det er ikke den sjoveste udgift til et byggeprojekt, men den er nødvendig. Den kan fx sikre jer, hvis I får stjålet byggematerialer fra byggepladsen.
Hvis I bygger nyt med et typehusfirma, vil de normalt sikre, at disse forhold er i orden. Men tag en snak med den lokale grundejerforening, der kan pege på særlige forhold, I skal være opmærksomme på. I en ny udstykning har de fleste prøvet det selv.
Hvilken beliggenhed, hvilke omgivelser kan man få når man vil bygge nyt typehus?
Hvad giver jer den bedste hverdag? En skov i nærheden, hvor løbeskoene og hunden kan få frit løb – eller nærhed til indkøb, skole, institution, transport og job?
- Nyt typehus: Nye udstykninger ligger sjældent helt centralt i byerne, men til gengæld har de naturen tættere på. Tjek, om der er stisystemer til børnene, måske nye institutioner i området, om selve udstykningen gør plads til nye fællesskaber, og om kommunen prioriterer infrastrukturen til det nye kvarter.
- Renovere: Her kan I straks se, hvordan huset ligger i forhold til de faciliteter, I efterspørger. Det er også en god idé at gå en tur i kvarteret og fornemme, hvem der ellers bor der. Er der jævnaldrende legekammerater til børn og voksne – og kan I føle jer hjemme?
Hvilke materialer holder I af?
Hvilket hus ser I for jer – udvendigt og indvendigt? Materialerne er i høj grad med til at sætte stemningen og stilen i huset. Stramt, lyst og nordisk – eller hygge med mørkere materialer? Jeres valg af materialer har også indflydelse på husets levetid.
- Nyt typehus: Verden er åben! De fleste vælger et murstenshus med tag af tagpap, eternit eller tegl. Men der er stadig masser af muligheder for sætte et endnu mere personligt præg på jeres nye hjem: Gulve, klinker, køkken, bad, garderobe, belysning – måske pejs eller akustikregulering? Og skal belægningen udendørs være klassiske fliser, smukke chaussesten eller en grøn betonarmering? Måske en træterrasse?
- Renovere: Huset står der, spørgsmålet er, hvor meget I vælger at ændre i renoveringen. Er det enkelte rum, kan I vælge materialer til dem. Er det hele huset, kan I også vælge et helt nyt indvendigt design med lofter, vægge, gulve – og inventar.
Vil I ha’ naboer og fællesskab?
Når hverdagen melder sig, er gode naboer noget nær en velsignelse. Legekammerater til børnene, selskab på en sommeraften, hjælp til det praktiske eller bare ligesindede at vende stort og småt med. Hvor finder I det?
- Nyt typehus De fleste nye udstykninger er domineret af unge og børnefamilier, der ønsker at bygge et liv for familien. Kvarteret følges ad – gennem alle livets faser og er netop karakteriseret af, at børnene finder legekammerater. De fleste nybyggere deltager også entusiastisk i at opbygge et fællesskab, der tager vare på de nære omgivelser – både det fysiske og det sociale.
- Renovere: Her flytter I ind i et kvarter, der har fundet sine ben – men hvem er naboerne? Og har de noget sammen? Gå en tur i kvarteret – måske møder I nogen, I kan spørge.
Hvordan bliver driftsøkonomien ved at bygge nyt typehus?
Én ting er hvad huset koster – enten at opføre eller at købe og renovere. En anden er den daglige økonomi, når I er flyttet ind. Hvad koster det at opvarme huset – og hvor meget skal I lægge til side til vedligeholdelse?
- Nyt typehus: Her får I et nyt hus, hvor I hverken skal tænke på høje energiregninger eller vedligeholdelse i mange år frem. Det giver en stabil økonomi, hvor I kan bruge et overskud til at forsøde livet. Og weekenderne skal ikke gå med de store gør-det-selv-projekter i husets tjeneste.
- Renovere: Driftsøkonomien afhænger meget af husets oprindelige energimærke – og hvad I renoverer. Nyt køkken og bad giver høj brugsværdi, men hvis I ønsker en lavere energiregning og mindre vedligeholdelse, skal I måske snarere prioritere en energirenovering og fornyelse af boligens svage punkter, fx tag, skjulte rør, fugtproblemer m.m.
Typehuse på Solstrålen
Hvis du savner inspiration til dit nye typehus, kan du gå en tur på Solstrålen og se huse fra blandt andre: